Kattens basale behov

Af fagveterinær sygeplejerske Birgit Dahlgren med speciale i adfærd hos hund og kat.
D. 20. april 2018

Katte er betingede kødædere og dygtige jægere. I naturen jager katten 10-20 gange dagligt, og succesraten for at fange føde er ca.50%.

Jagt-adfærden er en stor del af kattens normale adfærd, hvilket vi bør tænke over, når vi ser på vores kat i sofaen. Så er katten blevet overvægtig og doven, så er det en konsekvens af ejerens lidt for gode serviceniveau. Samtidig skal madrationen nedsættes, når katten neutraliseres, da dens aktivitetsniveau daler med 24-33 %.

Der bør forefindes en skål pr.kat til foder i hjemmet, og skålene må ikke stå ved siden af hinanden, og gerne i flere niveauer. Katten skal kunne æde et roligt sted, og altid have flugtmuligheder.

Katten foretrækker typisk at drikke et stykke væk fra deres madskål, og drikker ofte ikke lige efter den har spist. Katte skal altid have adgang til rent og friskt vand. Hverken mad eller vand må stå i nærheden af kattens bakke.

Mange katte bryder sig ikke om, at deres knurhår rammer skålens kant, når de drikker og spiser. Dette kan specielt gå ud over kattens væskeindtag. Det er derfor en fordel at købe skåle, der er store nok, så kattens knurhår ikke bliver trykket mod kanterne.

Kattens bakke skal stå i rolige omgivelser, væk fra gennemgangs-arealer eller larm fra husholdningen. Der skal altid være en bakke pr.kat i husstanden PLUS 1 ekstra bakke (altså 2 katte=3 bakker). Bakkerne må ikke stå samme sted og skal indeholde rigeligt med grus. Katte bryder sig ikke om at have afføring og urin samme sted, derfor bør bakken tilses og renses mindst 2xdagligt.

Katten skal have mulighed for at kradse sine klør indendørs, også hvis den har adgang til ude-livet. Katten kradser klør for at slibe dem, men bruger det også som markering både visuelt og for at afmærke duft. Den bruger også kradse-adfærden, når den skal strække sine muskler, derfor er det en god ide at opsætte et kradsebræt i nærheden af kattens hvileplads i en tilstrækkelig højde for katten. Nogle katte har behov for at kradse klør ved ind/udgange, da der her afsættes fremmed dufte udefra af menneskene i hjemmet. Her kan det være en fordel at ligge en måtte, som katten må kradse i, eller hænge i kradsebræt op ved døren.

Katte har brug for at hvile og sove for at regulere deres stress-niveau. Den foretrækker gerne flere forskellige sovepladser at skifte imellem. Pladsen skal have et godt underlag, være væk fra gulvet og gerne i forskellige højder. Derfor opleves det ofte, at katten ligger sig i sengen, på stolen eller oven på klædeskabet. Ved flere katte i hjemmet, skal ejer sørge for rigeligt med hvilepladser, så der ikke opstår konflikter kattene i mellem.